Giftige padder

I naturen er der forskellige mekanismer til at tilpasse sig miljøet. Der er arter, der er eksperter i camouflage, andre, der ikke desto mindre er gode rovdyr, og som hver har deres egen måde at overleve på før de scenarier, der præsenteres.

Der er padder, hvis farver er meget slående og prangende. Selv om dette kan være en ulempe, når det kommer til camouflage, er dets mål det modsatte. Disse padder er giftige, og hvis de fanges, forgifter de byttet.

Hvorfor er nogle padder giftige?

Giftstoffer hos dyr er normale i naturen for være i stand til at forsvare dig mod rovdyr. Amfibier har to typer kirtler i deres hud, der tjener til smøring og granulære kirtler, hvor de indeholder gift.

De fleste padder er giftige. Men dette betyder ikke, at de er farlige for helbredet. Kun et par frøer er farlige for mennesker. Hos padder opbevares giften i en giftkirtel, der er i stand til at udskille den i en truende situation. Normalt er padden ikke særlig giftig, så når den angribes, forårsager den kun irritation i munden. Dette får rovdyret til at slippe det. På denne måde har giften sin indvirkning på forsvaret af padden.

Amfibiegift har også antimikrobielle egenskaber for at beskytte sig mod patogene mikroorganismer. I naturen ved vi, at der er en proces med naturlig udvælgelse, hvorved arter udvikler sig, når de bedre tilpasser sig miljøforholdene. Der er en naturlig selektionsproces, der får padderne til at overleve bedre end hvis gift er stærkere og skadeligere. Uden denne proces med naturlig selektion ville alle giftfrøers gift ikke være så dødelig som i dag. Det ville simpelthen udfylde funktionen med at advare byttet om dets evne til at flytte det væk og være i stand til at advare det efter de levende farver.

Hvordan får padder gift?

Nogle frøer, som pilespidser, lever primært af myrer. Denne vane at spise myrer er meget almindelig i frøer og padder og det er vigtigt for dem at erhverve giften det gør dem i stand til at forsvare sig fra bytte.

Disse frøer udfører fodringsstrategier baseret på erhvervelse af gift gennem indtagelse af myrer. Pilspidsfrøer er de mest giftige i verden (som vi vil se senere), og de får deres stærke gift ved at fodre med tusindben. Disse tusindben har alkaloid toksiner i deres kroppe og frøer, efter at have indtaget dem, kidnapper og opbevarer du disse toksiner for at blive giftige.

Hvordan er giften i tudser?

De fleste padder har gift, der er harmløse for mennesker, fordi de har ikke noget apparat, der fungerer som inokulator af giften. Hvis du fanger en af ​​disse tudser, er det mest irritation i øjnene eller munden, når giften kommer i kontakt med disse områder.

Men hos hunde og katte kan det forårsage et problem, når de indtager tudsen. Når de har indtaget tudsen, kan den endda forårsage død af alvorlige hjerteproblemer, hvis den ikke behandles med det samme.

Der er tudser, der, når de indtages, forårsager hallucinogene virkninger. For eksempel den Sonoran ørken tudse (bufo alvarius) er den tudse, der har stærkere hallucinogene virkninger.

Gift i frøer

Frøer virker også som mere "harmløse" dyr, men selv de er dækket og beskyttet af gift på deres hud. Den eneste frø, der ikke besidder gift, er den grønne frø. Hun Det har ikke noget giftigt stof, der kan påvirke os eller noget dyr. Derfor kan vi smage frøben uden frygt for at ende dårligt.

På den anden side har vi det pilespidsfrø (Dendrobates sp.) er den mest giftige frø i verden, der er i stand til at dræbe en gorilla bare ved at komme i kontakt.

Giftig padde-strategi

Disse padder bruger gift som et simpelt svar på trusler fra de stærkeste rovdyr. Det er en strategi, at de skal være i stand til at tilpasse sig de scenarier, der opstår og overlever.

Blandt de dødbringende frøer på planeten finder vi Dendrobatiderne. Disse hører til anuranernes familie. De mest berømte og tidligere nævnte er pilspidsfrøerne. De bor normalt i hele Central- og Sydamerika. Det er en endemisk art af disse steder, så vi vil ikke være i stand til at finde dem i en anden del af verden.

Disse frøer har en egenskab, der gør dem unikke. De har en hud, hvis toner er lyse med mættede og meget slående farver. De er ikke kun en farve, så hvis vi vil identificere dem, er farven ikke den mest passende nøgle. Vi kan finde en række farver, der varierer fra den lyseste orange gennem sort, gul og endda rød.

Som jeg har sagt før, er der en proces med naturlig selektion, der får arter til at tilpasse sig de situationer, de præsenterer, og kun de stærkeste overlever og udvikler sig. Gennem historien er rovdyrene til disse frøer er døde i forsøg på at indtage dem, på grund af dets stærke giftvirkninger. Derfor er frøene i dette tilfælde iøjnefaldende for at "advare" rovdyret om, at det er giftigt, og det gider ikke engang at fange det.

Den normale ting i naturen er at forblive skjult for ikke at være bytte for et andet dyr, men dendrobatider er det modsatte. De er i stand til at beboe meget forskellige typer økosystemer. De kan findes steder som skyskove, som i tropiske jungler, Andesskove og vandløbsområder. Selv disse dyr kan overleve godt op til 2000 meter.

Karakteristika for dendrobatid frøer

For at få øje på en af ​​disse frøer må vi begive os ud i en tropisk jungle i løbet af dagen. Takket være deres slående farver kan vi finde dem relativt let. De er daglige, og deres kost er baseret på jagt på små insekter og leddyr såsom myrer, termitter, biller, mider osv., selvom det er værd at nævne, at spisevaner har en tendens til at variere meget mellem forskellige frøarter.

Som jeg nævnte før, skyldes de høje niveauer af toksicitet, som disse frøer har, de giftige alkaloider, der findes på overfladen af ​​huden hos mange af disse frøer. Langt størstedelen, når de kommer i kontakt direkte på overfladen af ​​andre levende væsener, de er i stand til at forårsage død.

Rovdyrtilpasning

Som et resumé af denne strategi, at giftige frøer skal være i stand til at flygte fra deres rovdyr, må vi også tilføje, at den naturlige udvælgelsesproces, hvorved frøer får stadig stærkere gift, også virker til fordel for mange rovdyr.

Der er rovdyr, hvis kost har flere typer padder der har udviklet sig og De er i stand til at flå frøen, før de spiser den uden fare for at indtage giften. For eksempel er odderen, polecat eller mink nogle mustelider, der har lært at skille frøen, før de spiser den. Vi mennesker gør også det samme.

Som en nysgerrighed blev i nogle stammer pile imprægneret med frøens gift for at kunne jage mere undvigende dyr. Derfor har de navnet pilespidsfrøer.