Fra kanten af kontinentalsoklen kan det siges, at den kommer ind i store dybder, kendetegnet ved praktisk talt mangel på lys. Det er bathyal zone, som inkluderer den kontinentale hældning efterfulgt af det abyssale sletteområde med mere end 3.000 meter og hadalområdet, der er typisk for Mariana-skyttegravene.
Disse dybe områder har en forarmet marine ichthyofauna på grund af mangel på mad, den lave iltkoncentration, de meget høje tryk og en meget lav konstant temperatur.
I Middelhavet er faldet især bemærkelsesværdigt, Ud over 1000 meters dybde er der kun registreret 36 arter de peces. Ekstremt barske miljøfaktorer forværres i dette hav af overfladen af Gibraltarstrædet, hvilket forhindrer passage af dybe arter fra Atlanterhavet.
den mesopelagiske og badypelagiske arter, mellem 200 og 1000 m, har de mere eller mindre mærkelige former, der afviger meget fra, hvad der er den ideelle opfattelse af en typisk fisk. Et godt eksempel på denne sjældne morfologi er øksefisk. Mest de peces På disse store dybder er de udstyret med lysende organer eller fotoforer, som kan tjene både til intraspecifik genkendelse og til at tiltrække muligt bytte.
Generelt er de små i størrelse. Der er dog bemærkelsesværdige undtagelser, f.eks.regalecus glesne'kan nå og overstige endda tre meter i længden. Typiske mesoplegiske familier er blandt andet mytophids, The skør, The gonostomatider, The skarp og gaver.
Mange af disse fisk viser betydelige lodrette vandringer, og flytte om natten til epipelagiske niveauer. Nogle går så langt som 1000 meter om natten, lodrette natlige vandringer på mellem 300 og 700 meter er relativt normale hos mange myctophider.
den betoniske arter af dette område er normalt placeret over 1000 m dybde. Mellem 2.000 og 3.000 m dybde reduceres det samlede antal arter til kun syv i Middelhavet.